14 lande har købt dansk krimidebut
Dato: 22. februar 2010

Selv om der endnu er små fire uger til, at den danske krimidebut Svinehunde udkommer på dansk, er bogen på nuværende tidspunkt købt af forlag i hele 14 lande.

»Det er ikke alene sjældent, men meget sjældent, at forfatterdebutanter slår så kraftigt igennem i udlandet, før deres bog er udkommet på dansk. Og det er særlig bemærkelsesværdigt inden for krimigenren, fordi konkurrencen der er så hård«, siger Sofie Voller, senior rights manager i Gyldendal Group Agency.

Svinehunde er skrevet af Lotte og Søren Hammer, som er søster og bror. Hun er 54 år og uddannet sygeplejerske, han er folkeskolelærer og 57 år. Begge bor i Frederiksværk. Og de har ifølge de udenlandske forlags reaktioner skrevet en krimi, der er ’meget stærk og aktuel’, ligesom forfatternes krimitalent roses.

Bogen er købt af forlag i bl.a. Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland, Sverige, Spanien, England og Grækenland. Samt ikke mindst af et stort amerikansk forlag, hvilket også er usædvanligt, for normalt venter amerikanerne med et køb, indtil de har set, hvordan interessen har været i Europa.

Svinehunde er første bind i en krimiserie. Alle 14 lande har købt både første og andet bind i serien.

Gyldendal Group Agency har også fået henvendelser fra flere filmproducenter i ind- og udland. Forhandlingerne er netop gået i gang.

Herhjemme udkommer Svinehunde 18. marts 2010 i et samlet oplag på 20.000 eksemplarer. I september/oktober 2010 forventes bind to, Alting har sin pris, at blive udgivet.

Med venlig hilsen

Gyldendal

For spørgsmål til det udenlandske salg kontakt:

Sofie Voller, Gyldendal Group Agency

Mobil 51 31 18 11, sofie_voller@gyldendalgroupagency.dk

For spørgsmål til forfatterne og bogen kontakt:

Vivi Vestergaard, Gyldendal Presse

Dir. telefon 33 75 56 12, vivi_vestergaard@gyldendal.dk

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail